EU vil hjælpe kvinderne og skyde gang i den økonomiske vækst

Europa-Kommissionen har vedtaget en femårig strategi til fremme af ligestilling mellem kvinder og mænd i EU. Strategien sigter især mod i højere grad at få udnyttet kvinders potentiale for derved at bidrage til EU's samlede økonomiske og sociale mål.

EU ønsker at udnytte kvinders potentiale for derved at bidrage til EU's samlede økonomiske og sociale mål. Derfor har Europa-Kommissionen den 21. september 2010 vedtaget en femårig strategi til fremme af ligestilling mellem kvinder og mænd i EU.

"EU har været et eksempel til efterfølgelse for resten af verden, hvad angår ligestilling mellem kvinder og mænd, ved at medtage princippet om ligeløn for samme arbejde i Romtraktaten i 1957. Vi kan gøre det igen i dag, hvad angår kvinders deltagelse i de beslutningstagende procedurer og bekæmpelse af kønsbestemt vold."

Det udtaler Viviane Reding, der er næstformand i Europa-Kommissionen med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab. Hun tilføjer, at for at få gang i vækstmaskinen igen bør EU i højere grad udnytte kvindernes talenter.

Kvoter for kvinder i ledelse
Viviane Reding gør opmærksom på, at hun ikke tidligere har været fortaler for kvoter for kvinder i ledende stillinger, men i lyset af at der ikke sker fremskridt på dette område, mener hun, at det er noget, der fremover må overvejes, når der tages initiativer på EU-plan.

I første omgang vil Viviane Reding mødes med de administrerende direktører for de største børsnoterede europæiske virksomheder i foråret 2011 for at drøfte situationen og omfanget af en fastsat selvregulering. Afhængigt af resultatet af dialogen med erhvervslivet vil hun overveje, om det vil være nødvendigt med yderligere initiativer på EU-plan i 2012.

De fem strategiske indsatsområder
I den strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd, som Europa-Kommissionen har vedtaget den 21. september 2010, redegøres der for en række foranstaltninger, der er baseret på fem prioriterede områder, nemlig økonomi og arbejdsmarked, ligeløn, ligestilling inden for ledende stillinger, løsning af problemet med kønsbestemt vold og fremme af ligestilling uden for EU.

Foranstaltningerne sigter bl.a. mod følgende:

  • 1. At få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet og bistå med at nå EU's mål om en samlet erhvervsfrekvens for kvinder og mænd i 2020 på 75 %

  • 2. At fremsætte forslag til målrettede foranstaltninger for at få flere kvinder ind i topjobs, hvor de økonomiske beslutninger træffes.

  • 3. At fremme antallet af kvindelige iværksættere og selvstændige erhvervs­drivende.

  • 4. At indføre en årlig europæisk dag for ligeløn for at skabe bevidsthed om, at kvinder i gennemsnit fortsat tjener næsten 18 % mindre end mænd i EU.

  • 5. At arbejde sammen med alle medlemsstater om at bekæmpe vold mod kvinder, navnlig kvindelig kønslemlæstelse i og uden for EU.

  • Kilde: EU-pressemeddelelse 21.09.2010