| Kvinderne skal sikre dansk vækst |
|
Kvinder har størst potentiale i forhold til at skabe vækstvirksomheder, men kun en fjerdedel er iværksættere. Det sætter væksten over styr, mener eksperter. På fødselsstuerne rundt om i landet kan man konstatere, at kombinationen af XY-kromosomerne slår igennem med en svag overvægt på en til to procent. Trods det knebne forspring er det alligevel hele 58 procent af alle veluddannede borgere i Danmark, der er kvinder. Endnu flere kvinder vil komme til, for 61 procent af de studerende ved højere læreranstalter er ligeledes kvinder. Men kvinderne er ikke ligeså ivrige efter at være iværksættere som mænd. Det er kun hver fjerde iværksætter i Danmark, der er kvinde. "Der er ydre barrierer - dem, der ligger i omgivelser - såvel som indre barrierer - dem, der er iboende kvinder selv", siger lektor på Institut for ledelse på Århus Universitet Helle Neergaard, der er ekspert i kvindelige iværksættere. Hun mener ikke, at arbejdsmarkedspolitikken sikrer de betingelser, der skal være til stede, for at kvinder starter egen virksomhed. "Barselssystemet er for eksempel indrettet sådan, at selvstændige kvinder kommer i klemme. De må ikke have noget med deres virksomhed at gøre, når de modtager barselsydelser", siger hun. Kvinders indre barrierer består ifølge Helle Neergaard i, at de ikke har stor tiltro til deres egne evner som selvstændige, men de er også mindre risikovillige end mænd. "Kvinder, der starter virksomhed, vil ikke investere mere, end de har råd til at miste. Derfor vil de helst låne mindre beløb. Det er et problem i forhold til bankerne, der helst har villet låne større beløb ud", siger Helle Neergaard, som dog understreger, at kvinder er mere realistiske end mænd. Antallet af kvindelige iværksættere er steget med 29 procent siden 2001. Alligevel er deres andel i forhold til mænd nogenlunde konstant og svinger mellem 25 og 27 procent. Men der er brug for den vækst, kvinder kan bidrage med. "Kvinder har alle potentialerne til at skabe vækstvirksomheder, men de udnytter det ikke. Det er bekymrende", siger vicedirektøren i Erhvervs- og Byggestyrelsen, Anders Hoffmann. "Det er de højtuddannede, der har mulighed for at skabe virksomheder med store vækstpotentialer. Vækstvirksomhederne definerer den danske velstand. Det er dem, der skaber de nye arbejdspladser, og det er dem, der øger produktiviteten. Når kvinderne ikke er med, går det ud over velstanden i fremtiden", siger han. Iværksætterkvinder er altså vigtige brikker for fremtidens velstand, men når man ser på, hvordan de klarer sig op imod mændene, så skaber de ikke de store virksomheder. "Kvinders forcer er derimod, at de opbygger bæredygtige virksomheder, der består i længere tid. De er mere troværdige omkring det, de leverer. De er opmærksomme på at efterleve deres kunders behov. Og de opbygger længerevarende relationer til deres kunder", siger Jytte Hollender, der er ressourcekonsulent med speciale i kvinder og karriere. Netop på grund af de forcer, mener hun, at kvinder klarer sig godt i konkurrencen med mændene, fordi de skaber den langsigtede og stabile velstand. Erhvervs- og Byggestyrelsen ønsker nu at få flere kvinder i gang. Derfor lancerer den en iværksætterkampagne med tilhørende handlingsplan. Den indeholder blandt andet netværks- og mentorordninger samt udviklingsforløb for kvinder. Kilde: TV2 Finans |

